Kan amerikanske værdier radikalisere muslimer både her og i udlandet?

Kommentarer der er fremkommet i den senere tid af U.S. embedsmænd om truslen fra “radikaliserede” amerikanske muslimer er bekymrende, når det drejer sig om de hjemlige og internationale konsekvenser.

Chefanklager

Eric Holderfastslår at;

“truslen er forandret...til at vi skal bekymre os om mennesker i Unted States, amerikanske borgere, -- der er vokset op her, født her, og som af uanset hvilkensom helst grund har besluttet, at de vil være radikale og gribe til våben mod nationen de er født i.” Situationen er i sig selv alvorlig nok, til at tvinge det kommende overhoved for House Committee on Homeland Security Peter King til at gøre alt i hans magt for at “nedbryde den politiske korrektheds murs og få en debat igang om islamisk radikalisering.”

Helt sikkert udgør radikaliserede amerikanske muslimer en langt større risiko, end udenlandske radikale. For eksempel, er det langt lettere for dem at få et arbejde i fødevareindustrien og forgifte maden -- en strategi som al-Queda vil benytte og som netop er afsløret. Amerikanske terrorister er også langt bedre i stand til at udnytte Vestens måde at tænke på. Efter at have beskrevet Anwar al-Awlaki som en af de farligste terrorister i live, tilføjede Holder at;

“han er en person der - som amerikansk borger - er velkendt med dette land og han bringer en dimension med ind, på grund af dette kendskab til amerikansk levevis som andre ikke har.” (På samme måde er amerikanske Adam Gadahn, al-Quedas propagandachef på engelsk uden tvivl på grund af hans indgående kendskab til “amerikansk levevis.”)

Sue Myrick, medlem af Repræsentanternes Hus Permanente Komite om Efterretning, skrev et særligt åbenhjertigt brev om “radikalisering” til Obama:

“I mange år har vi lullet os i søvn med den forestilling at radikalisering ikke skete i United States. Vi troede at amerikanske muslimer var immune overfor radikalisering fordi, ulig europæerne er de socialt og økonomisk godt integrerede i samfundet. Der har været advarsler om, at disse formodninger var forkerte men vi ignorerede dem. I dag er der ingen tvivl om at radikalisering finder sted i Amerika. Den slående accellerende grad af amerikanske muslimer der arresteret for at være indblandet i terroraktiviteter siden maj 2009, gør denne kendsgerning helt åbenbar.”

Myrick satte navn på adskillige amerikanske muslimske eksempler som nogle, der selvom “de var et symbol på den Amerikanske Drøm, i det mindst socio-økonomisk,” dog stadig vendte sig mod radikal islam, og hun tilføjede dybt bekymret, “Sandheden er, at hvis omstændigheder var den eneste årsag til terrorisme, ville vi se handlinger hver dag af amerikanere, der har mistet deres arbejde og hjem i denne økonomiske nedtur.”

Netop. Skønt Myricks observationer er begrænset til den hjemlige skueplads, aftvinger det følgende langt mere alvorlige spørgsmål: Hvis amerikanske muslimer der nyder goderne i Vesten - herunder demokrati, frihed, velstand og ytringsfrihed -- dog alligevel bliver radikaliserede, hvorfor insisterer vi så på at ‘importen’ af de samme goder fra Vesten til den muslimske verden vil fjerne dens endog endnu mere oprindelige eller autentiske form for “radikalisering”?

Trods alt er den herskende holdning, den eneste der fremføres af politikerne, at alle de amerikanske ofre til den muslimske verden (Irak, Afghanistan mv.) vil komme tilbage igen med renter når muslimerne engang opdager hvor vidunderlig Vestens metoder er, og de vil med glæde rense sig for deres islamiske fernis, der, således er teorien, er et produkt af - jo, du gættede det - mangel på demokrati, frihed, velstand og ytringsfrihed. Alligevel er der her hos os amerikanske muslimer der er forbundet med Vestens goder - og alligevel vender de sig mod voldelig jihad. Hvorfor tro, at deres medtroende, der er født og vokset op i den muslimske verden, hvor islam gennemtrænger ethvert aspekt af livet vil være anderledes?

Faktisk viser det sig, at der er grund til at tro, at Vestens værdier langtfra eliminerer radikalisering, men faktisk forstærker de islamiske tendenser. Det er allerede velkendt at Vestens indrømmelser til islam - under dække af multikulturalisme, “kulturel følsomhed,” politisk korrekthed og selvcensur -- blot bringer det værste frem i islamisterne. Selv nogle af de mest hyldede aspekter ved Vestens civilisation - den personlige frihed, at loven respekteres, menneskelig værdighed - når den kommer til udtryk i en islamisk form, har kapaciteten til at “radikalisere” muslimer.

Overvej dette: Vestens gennemførte understregning af Loven som den suveræne mægler i islam bliver et pres på at indføre islamisk lov - Sharia - den suveræne mægler i menneskelige forhold; Vestens urokkelige forpligtelse på at indføre demokrati i islam bliver en urokkelig forpligtelse til teokrati, herunder en bekymrende impuls til at genindføre - Kalifatet; Vestens holdninger til menneskelig værdighed og stolthed, når den formidles gennem en islamisk tankegang (der betragter muslimerne som de endelige, om ikke eneste repræsentanter for menneskeheden) indgyder vrede i andre muslimer - palæstinenserne, afghanerne, irakerne mv. -- og ses som vantro vestlig dominans; Vestens holdninger til selvstyre, og personlig frihed har endog hjulpet til at “Vestliggøre” den indstilling, at jihad er en individuel pligt, skønt man traditionelt set har ment gennem sharia, at det er en fælles pligt.

Intet af dette bør være overraskende: En række ædle principper, når de formes gennem et fascistisk paradigme, kan føre til rædselsgerninger. I dette tilfælde bliver de gode kvaliteter ved Vestens civilisation fortæret, absorberet og ført tilbage til noget ligeså magtfuldt, skønt i den modsatte ende af skalaen.

Sagt på en ande måde, ligeså meget som understregning af menneskelig frihed, menneskelig værdighed, og universel retfærdighed skaber gode mennesker, da er det at omforme de selvsamme koncepter til en islamisk tankegang, der bliver gyldig ved, at der tilføjes ordet “muslim” - muslimsk frihed, muslimsk værdighed og muslimsk retfærdighed - det fører til det som kan kaldes “radikalisering.”

Raymond Ibrahim, a specialist in Islamic history and doctrine, is the author of Defenders of the West: The Christian Heroes Who Stood Against Islam (2022); Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West (2018); Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (2013); and The Al Qaeda Reader (2007). He has appeared on C-SPAN, Al-Jazeera, CNN, NPR, and PBS and has been published by the New York Times Syndicate, the Los Angeles Times, the Washington Post, the Financial Times, the Weekly Standard, the Chronicle of Higher Education, and Jane’s Islamic Affairs Analyst. Formerly an Arabic linguist at the Library of Congress, Ibrahim guest lectures at universities, briefs governmental agencies, and testifies before Congress. He has been a visiting fellow/scholar at a variety of Institutes—from the Hoover Institution to the National Intelligence University—and is the Judith Friedman Rosen Fellow at the Middle East Forum and the Distinguished Senior Shillman Fellow at the Gatestone Institute.
See more from this Author
On Oct. 12, Two Coptic Christian Priests Were Forced to Hold the Funeral for Their Father in the Middle of a Public Street
The Incident Had Britons Protesting in the Streets Against the Government’s Unchecked Migration Policies
After Expelling Every Last Crusader from the Holy Land, Saladin’s ‘Retirement Dream’ Was to Invade and Wage Jihad on Christian Europe
See more on this Topic
I recently witnessed something I haven’t seen in a long time. On Friday, August 16, 2024, a group of pro-Hamas activists packed up their signs and went home in the face of spirited and non-violent opposition from a coalition of pro-American Iranians and American Jews. The last time I saw anything like that happen was in 2006 or 2007, when I led a crowd of Israel supporters in chants in order to silence a heckler standing on the sidewalk near the town common in Amherst, Massachusetts. The ridicule was enough to prompt him and his fellow anti-Israel activists to walk away, as we cheered their departure. It was glorious.