Al-Qaedas to ansigter

Den 11. september 2001 befandt jeg mig i Fresno, Californien, i færd at researche til en akademisk afhandling om Slaget ved Yarmuk i 632 - et af de første, men et ret lidet kendt slag imellem Kristenheden og Islam. I dette slag stillede de arabiske invasionshære med langt færre tropper end modstanderen, men sejrede alligevel, hvilket skulle få enorme historiske eftervirkninger: Blot fire år senere blev Egypten og Mesopotamien og de mellemliggende territorier islamiske. Og kun et århundrede senere blev hele området fra Sydfrankrig til Indien føjet til ‘Islams Hus.’

Den næste gang jeg stødte på en henvisning til dette slag, var fire år senere, da jeg var i gang med at oversætte Osama bin Laden. Bemærkelsesværdigt nok var den begivenhed, der for Vesten må forekomme fjern og nærmest irrelevant, for bin Laden ikke blot en kilde til stolthed, men også et inspirerende eksempel på, hvordan en talmæssigt og materielt underlegen mujahedin - i kraft af sin stærkere tros mod - formåede at besejre Byzans’ vestlige imperium.

Da den arabiske og afghanske mujahedin, hvortil må regnes bin Ladens eget fremspirende al-Qaeda, besejrede de militært og talmæssigt overlegne sovjetiske invasionstropper, var det historien, der gentog sig selv. Hvad fik nu disse krigerskarer, der så påfaldende lignede deres forgængere fra det 7. århundrede, til at vende sig imod deres oprindelige allierede, De Forenede Stater? Hvad var motivationen?

Svaret lå lige for. Fra begyndelsen af har internettet været al-Qaedas vigtigste talerør. Hver gang al-Qaeda har ønsket at kommunikere med Vesten, har det desuden offentliggjort videobudskaber, nogle af dem sågar med engelske undertekster.

En efter 11. september forøget interesse for arabisk sprog og historie fik mig til at indskrive mig på Georgetown Universitets Center for Moderne Arabiske Studier. Både før og under mine studier læste jeg alle meddelelser fra al-Qaeda, jeg kunne opsnappe. Gruppens motivation forekom enkel: at gengælde uret.

Ifølge al-Qaedas erklæringer har Vesten i almindelighed og USA sat sig for at undertrykke og udbytte den islamiske verden. Beskyldningerne fra al-Qaeda omfatter ukritisk amerikansk støtte til Israel på bekostning af palæstinenserne, massedød blandt irakiske børn som følge af FN-sanktioner og amerikansk støtte til despotiske regimer i den muslimske verden, hvortil i de senere år kommer vestlig besættelse af Irak og Afghanistan.

Hvert eneste budskab fra al-Qaeda til Vesten, knytter an til disse afgørende ankepunkter og kulminerer med den konklusion, at det er den islamiske verdens pligt at forsvare sig selv imod overgreb.

“Har et jaget dyr, der bindes og føres til slagtebænken, da ingen ret til at flygte? Og har det, når det slagtes, ikke ret til at slå ud med sine klør,” spørger bin Laden.

Øje for øje og tand for tand, altså. Også 11. september udlægges som gengældelsesakt. Efter at have skildret Israels besættelse af Libanon i 1982, hvorunder flere højhusblokke blev jævnet med jorden, hvilket skal have forårsaget 18.000 araberes død, erklærede bin Laden i 2004 i en henvendelse til amerikanerne:

“Da jeg betragtede disse Libanons sammenstyrtede tårne, slog den idé ned i mig at straffe undertrykkeren på samme måde ved at ødelægge tårne i Amerika - at give dem en dosis af deres egen medicin for at afskrække dem fra at myrde vore kvinder og børn.”

Da jeg flyttede til Washington for at studere på Georgetown, fik jeg et praktikophold - som senere blev til en fuldtidsstilling - på Kongresbibliotekets Afdeling for Mellemøsten og Afrika, hvortil tusindvis af nye bøger, tidsskrifter og mikrofilm hvert år tilgår fra Den Arabiske Verden. Utallige arabiske bøger om al-Qaeda passerede igennem mine hænder. En god del indeholdt ikke blot brudstykker og citater fra al-Qaeda, men hele traktater skrevet af organisationens medlemmer.

Jeg konstaterede til min overraskelse, at kun de færreste af disse var oversat til engelsk. Mere bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at disse dokumenter slog mig at være markant anderledes end de budskaber, der rettedes til Vesten, såvel i tone og indhold. Det blev hurtigt klart, hvorfor disse dokumenter ikke var stilet til Vesten. De var teologiske overvejelser, der kredsede om, hvordan islam befaler muslimer at forholde sig over for ikke-muslimer.

Dokumenterne refererede kun sjældent til zionismen, Bushs ‘korstog’, de underernærede irakiske børn - de typiske mærkesager i al-Qaedas henvendelser til Vesten.

I stedet var de fyldt med utallige citater fra Koranen og Hadith og diverse udlægninger fra nogle af Islams mest autoritative teologer. Den politiserende og emotionelle sprogbrug i henvendelserne til Vesten var skiftet ud med Islams evige sprog. ‘Gengældelsens tale’ var erstattet af den intolerante, religiøse fanatismes. Kun sjældent forekom ord som ‘Vesten’, ‘USA’ og ‘Israel’ - i stedet sammenfattedes disse benævnelser i det arabisk-islamiske ord kufir - vantro: Ikke-muslimens ynkværdige tilstand, som muslimer altid må bekæmpe med “tunge og tænder”.

Kort efter 11. september skrev en gruppe saudi-arabere til et åbent brev til USA, hvori de slog fast, at “kernen i muslimers forhold til ikke-muslimer er retfærdighed, venskab og godhed”.

Bin Ladens svar, som ganske gør al-Qaedas gengældelsesargument til skamme, lød:

“Hvad angår muslimers forhold til de vantro, så sammenfattes dette i Den Højestes ord: ‘Vi forsager jer. For evigt skal fjendskab og had herske imellem os, indtil I tror på Allah alene’.

Der findes et had fra hjertet, som viser sig i heftigt fjendskab. Og dette heftige fjendskab - som er en kamp - ophører kun, når den vantro underkaster sig Islams autoritet (…), eller hvis muslimer på tidspunktet er svage og uden evner. Men hvis hadet på nogensinde udelukkes fra hjertet, begås der stort frafald fra Islams sag! Allah den Almægtiges ord til Profeten opsummerer det sande forhold således: ‘Oh, profet! Før krig imod de vantro og hyklerne og vær skånselsløs. (…) Således er altså grundlaget for forholdet mellem den vantro og muslimen. Kamp, fjendskab og had - fra muslimen imod den vantro - er grundlaget for vor religion.”

Andetsteds hævder bin Laden endog, at Vestens fjendskab over for islam bygger på islams iboende fjendskab over for resten af verden, hvorved han modsiger sin egen propaganda:

“Vesten er fjendtlige over for os på grund af (…) offensiv jihad.”

I en artikel med overskriften: Jeg var selv fanatiker… jeg ved, hvordan de tænker i Daily Mail efter de mislykkede terrorangreb i London og Glasgow, giver Hassan Butt, en tidligere helligkriger, sit bidrag til forklaringen på det islamistiske modsætningsforhold imellem propagandaen om gengældelse og den teologiske lære om det evige fjendskab over for de vantro.

“Jeg husker hvordan, vi plejede at bryde ud i latter, når en eller anden i tv sagde, at islamiske terrorhandlinger som 11. september og Madrid-bomberne, udelukkende skyldtes Vestens udenrigspolitik. Ved at give regeringen skylden for disse handlinger, gjorde disse kritikere af ‘Blairs bomber’ vores propagandaarbejde for os. Og hvad vigtigere var, de bidrog til at overdøve kritisk granskning af den virkelige motor bag vores vold: den islamiske teologi.”

Uanset hvilke motiver man vil tillægge al-Qaeda for at have erklæret krig imod Amerika, må ét stå klart: Vi må forholde os til hele al-Qaedas retorik og ikke blot den, der specifikt er henvendt til Vestens offentlighed. Og især må vi udvikle et bedre blik for de teologiske aspekter, hvorpå den radikale islam hviler. Som Butt udtrykker det:

“Den væsentligste grund til, at de radikale islamister har kunnet forøge deres tilhængerskare, er, at de færreste muslimske institutioner i Storbritannien ønsker at diskutere denne teologi. De afviser at tage fat på den vanskelige og ofte komplicerede sandhed: At islam kan udlægges som retfærdiggørende vold imod ikke-rettroende. I stedet gentager de blot mantraet, at islam er fred, imens de håber på, at denne debat går over.”

Uanset hvilken holdning, man har til ‘krigen mod terror’, må en bestræbelse på at forstå vores fjendes værdier både være en praktisk nødvendighed i krigstid og et fundamentalt ærinde for frihedens vogtere. Det er mit håb, at alle deltagere i denne debat, vil kunne drage fordel af et dybere kendskab til disse værker. Under alle omstændigheder går det ikke an at afvise al-Qaeda som en irrationel bevægelse uden ideer.