Sidste uge udstedte en irakisk muslimsk lærd en fatwa, der blandt andre barbariske ting, vurderer, at “det er lovligt at udgyde kristne irakeres blod.” Opildnende som denne fatwa er, er den også overflødig.
Det er almindeligt kendt at angrebet sidste oktober mod en kirke i Bagdad der dræbte 60 kristne - og faktisk fik nogen dækning af MSM- bekræfter kendsgerningen at kristnes liv Irak har været et sandt helvede siden U.S. styrker fik styrtet Saddam Hussein i 2003. (læs denne artikel af samme skribent her på synopsis)
Blandt overgrebene er, halshugning og korsfæstelse af kristne slet ikke så tilfældige; budskaber gående ud på at “I kristne hunde, forsvind eller dø,” er typiske. Islamisterne betragter kirken som en “en obskøn rede af hedninger,” truer med at “udslette Iraks kristne.”John Eibner, formand for Christian Solidarity International opsummerede situationen fint i et brev sendt fornylig til præsident Obama:
Truslen om udslettelse er ikke tom snak. Siden Saddam Husseins regimes fald er mere end halvdelen af landets Kristne befolkning blevet tvunget, gennem målrettet vold, til at søge tilflugt i udlandet eller til at leve borte fra deres hjem som internt fordrevne mennesker. Ifølge Hammurabi Menneskerettighedsorganisationen er over 700 kristne, herunder biskopper og præster, blevet dræbt og 61 kirker er belvet bombet. Syv år efter påbegyndelsen af Operation Irakqi Freedom, rapporterer den katolske ærkebiskop Louis Sako fra Kirkuk: “Den som ikke er muslim i Irak er en andenklasses borger. Ofte er det nødvendigt at konvertere eller emigrere, ellers risikerer man at blive dræbt.” Denne anti-kristne vold støttet af en udbredt kultur af muslimsk overherredømmeindstilling går langt videre end de som benytter aftrækkeren eller detonerer bomberne.
Hvad kan man så udlede af dette - at under Saddam, der var en notorisk menneskeretttighedskrænker, havde kristne det bedre end under en demokratisk regering støttet af humanitære, nogle ville sige “Kristent,” Amerika.
Som en kalif fra Bagdad, syntes Saddam at have gjort god brug af de bedre uddannede kristne, der ikke udgjorde nogen risiko for hans styre, såsom hans nærmeste betroede Tariq Aziz. Ved ydermere at holde et stramt låg over islamisterne i hans land - der hadede ham som værende en verdslig frafalden i klasse med kristne - da gavnede det sidstnævnte indirekte.
Ved således at have givet magt til “folket” har U.S. ubevidst skadet Iraks kristne minoritet. Ved naivt af beskytte Vestens værdier for muslimer fortsætter U.S. ledelsen med at tro at “folkemagten” naturligt vil kulminere i et liberal, egalitaristisk samfund - trods alle beviser på det modsatte. Kendsgerningen er, at “flertal-styre” i den arabisk/muslimske verden traditionelt betyder dominans af den største stamme eller sekt; i øget grad betyder det islamistisk dominans.
Uanset hvad så er det minoriteterne - mest udpræget de oprindelige kristne - der er de første til at lide, når “folke-magts” ånden er sluppet ud af flasken. Faktisk antyder beviser, at den U.S. støttede “demokratiske” regering i Irak muliggør og opildner til forfølgelse af landets kristne. (Alt dette rejser det brændende spørgsmål: Skaber hårdhudede tyranner - Saddam, Mubarak, Gaddaffi - og typer som dem brutale samfund, eller skaber naturbestemte brutale samfund behovet for hårdhudede tyranner for at holde orden?)
Endnu en indikation om at de muslimske masser der får magt er det samme som lidelser for kristne er den kendsgerning, at Iraks kristne blot udgør sølle 5% af befolkningen, men de udgør næsten 40% af de flygtninge der strømmer ud a Irak. Det samme er tilfældet i Egypten: “Et øget antal af Egyptens 8-10 millioner koptiske kristne leder efter en udvej for at undslippe islamisterne der høster fordel af den nationalistiske revolution der i februar fik styrtet diktatoren Hosni Mubarak, der havde siddet i lang tid.”
Hvor selvfølgelig Egyptens revolution var ‘hjemmelavet’ er forfølgelsen af Iraks kristne en direkte sidevirkning af U.S. interventionen. Mere ironisk har Obamas tilgang været. Ved at retfærdiggøre sin beslutning om at intervenere i Libyen af humanitære årsager, sagde præsidenten fornylig at mens “det er sandt at Amerika ikke kan benytte vort militær hvorsomhelst undertrykkelse forekommer ....så kan det ikke være et argument for aldrig at handle på vegne af det som er rigtigt.”
