Med Egyptens “juli revolution” i 1952 var egypterne for første gang i stand til at prale med at en indfødt egypter, Gamal Abdel Nasser skulle regere deres land: Lige siden deres sidste faraon blev styrtet for næsten 2500 år siden var Egypten blevet behersket af en hoben af fremmede invaderende - perserne, grækerne, romerne, araberne, tyrkerne og briterne for blot at nævne nogle få. Efter 1952 skulle Egypten så endelig være egyptisk, troede man.
Alligevel selvom Nasser var egypter, var den tidsånd der bragte ham til magten arabisk - arabisk nationalisme, eller “pan-arabismen” - den teori at alle arabisk talende folk, fra Marokko til Irak skulle være forenet. (Sammen med Nasser bragte panarabismens bølge også Libyens Muammar Gaddafi, Syrien Hafez Assad og Iraks Saddam Hussein til magten.)
Det pan-arabiske område
Det pan-arabiske område
Revolutionen arabiserede i betragtelig grad Egypten. Det officielle navn blev til Den Arabiske Republik Egypten - som modsætning til blot Republikken Egypten - taler for sig selv. Hvor man før 1952 kunne have talt om noget udpræget “egyptisk” i karakter og identitet, så var denne identitet herefter overdraget en arabisk identitet. Herfra var det kun et lille skub mod en islamisk identitet. Eller som egyptologen Wassim al-Sisssy har sagt det her fornylig, revolutionen “udraderede den egyptiske karakter, der havde været kendt for sin tolerance, kærlighed, frihed og så videre. Revolutionen skabte en nation af slaver.
Mine egyptiskfødte forældre, der boede i landet under 1952 revolutionen, før de immigrerede til Amerika, tænkte ofte tilbage på denne forandring. Mens jeg voksede op plejede jeg at høre om, hvordan Egypten før revolutionen absolut ikke var som det er nu. Ifølge mine forældre, fordi det var under britisk styre, der var mere frihed og man var mere verdslig; næsten ingen kvinder var iført hijab; Alexandria var en slags “mini-Europa.” Hvis man faktisk ser på billeder taget i 1940’ernes Egypten og sammenligner dem med billeder fra i dag, da skulle man tro at de første var taget i Europa og de sidste i Arabien.
Kort sagt betragtede egypterne sig selv først og fremmest som egyptere. Ingen egyptere ville have omtalt sig som “arabere” - et ord der dengang blev forbundet med “laverestående beduiner” i egypternes ører. (At egypterne skulle anse sig som “arabere,” fordi deres hovedsprog er arabisk er trods alt ligeså logisk som amerikanske sorte opfatter sig som “englændere,” fordi deres hovedsprog er engelsk.) Faktisk var der i årtier før Revolutionen en faraonistisk bevægelse, under ledelse af indflydelsesrige tænkere som Taha Hussein, der søgte at definere og fremme en tydelig egyptisk karakter.
I dag skælver Egypten under revolutionen, man balancerer hen mod at antage en endnu mere fremmed identitet. Tænk - Det Muslimske Broderskab: Hvis 1952 Revolutioen arabiserede Egypten, da vil en magtovertagelse af Broderskabet fuldstændig islamisere det, dermed fjerne landet endnu mere fra sine rødder. Hvor de arabiske nationalister i Egypten holdt fast i resterne af den egyptiske karakter - deres udgave af Islam var kendt som eftergivende - da vil den salafisktiske udgave af Islam, der fremmes af Egyptens Broderskab der blev grundlagt i 1928, være helt og aldeles fremmed for Egypten.
For eksempel, i modsætning til den egyptiske arabiske nationalist der er pavestolt over sin nations oldgamle storhed og arv, triumferer dagens egyptiske islamister ved at forkaste og fordømme den, og kalder faraonerne “vantro” og “tyranner” (ifølge sprogbruget i den udelukkende arabiske Koran), og man forsøger endog at ødelægge Egyptens mest stolte skatte - som vi har set med de seneste angreb mod Egyptens museer - næppe den opførsel man kan forvente af nogen der mener af han er en “egypter.”
Studenterbillede 1948 Alexandria.
Jeg er født i Amerika og jeg vendte ofte tilbage til Egypten, begyndende i 1974 da jeg var et år gammel. Min erfaring med Egyptens identitetsudvikling er anderledes end mine forældres: Hvor de betragtede arabiseringen af Egypten, har jeg betragtet islamiseringen. Dog ud fra min personlige erfaring ved jeg også at det langt fra er alle egyptere der deler Broderskabets ideologi: Først er der en betydlig kristen minoritet i kopterne, der helt klart har mest at miste om Broderskabet kommer til magten; så er der de mange sekularister. Sagt anderledes, så er der rigtig mange af de som gør oprør i Kairo’s gader der gør det af helt verdslige grunde - mad og arbejde - fremfor at ville implementere sharia lov (der tilfældigvis allerede er “lovgivningens hovedgrundlag” i Egyptens forfatning).
Problemet er imidlertid at sammen med at den har en stærk direkte støtte er Det Muslimske Borderskab i særlig grad opsatte på at tage ledelsen udelukkende fordi mange muslimer, selvom de ikke har kendskab til Broderskabets ideologiske vision, er kommet til at have tillid til dem. Trods alt var Hamas’ berømte strategi med af indynde sig hos folket ved at sørge for deres mest grundlæggende behov, direkte fra Hamas’ forældreorganisation: Egyptens Broderskab.
Således, mens tumulten har grebet Egypten er det godt at huske at fundamentalt set da bestemmer egypterne selv, hvem de vil være. Egyptens fremtid begynder når egypterne ser sig selv som egyptere - ikke arabere, og helt sikkert ikke som islamister. Dermed siger jeg ikke at egypterne skal genoptage det faraonske sprog, og klædedragt som Imhotep, og tilbede katte. Snarere, som Taha Hussein og andre til i dag fastholder er der brug for at genrejse den egyptiske identitet, dermed tillade at alle nationens sønner og døtre arbejder sammen for en bedre fremtid - uden dødvægten fra fremmede elementer, specifikt arabismen, eller værre endnu islamismen.
