Islamister har kristne som mål: ‘Hvorsomhelst i kan nå dem’

I 2006 da Pave Benedikt citerede fra historien, som blev bedømt som krænkende af islam, betalte kristne i den muslimske verdenprisen: Anti-kristne optøjer fremkom, kirker blev brændt ned, og en nonne blev myrdet i Somalia. Det var dengang. For nogle dage siden, da en kristen i Ægypten blev anklaget for at komme sammen med en muslimsk kvinde, blev 22 hjem tilhørende kristne sat i brand, under råbene “Allah Akbar.”

Der er utallige andre eksempler på at en gruppe af kristne i den muslimske verden “straffes” som modsvar på a t der eksisterer andre kristne.

Faktisk var det seneste blodbad i Bagdad, da islamister stormede en kirke under messen og dræbte over 50 kristne deltagere, et “svar” på den ægyptiske Koptiske Kristne Kirke, som islamisterne anklager for at bortføre og mishandle muslimske kvinder for at få dem til at konvertere til Kristendommen. (Ironisk nok, er det dokumenteret ud over enhver tvivl, at i Ægypten er det muslimer der regelmæssigt bortfører og tvinger kristne kvinder til at konvertere til Isl

am: Disse beskyldninger er del af en ny tendens, hvorved islamisterne overfører deres egne overgreb og forbrydelser til Kopterne.) Og al-Queda tilknyttede islamister der stod bag Bagdad massakren har ydermere truet kristne over hele verden:

Dette fænomen - at angribe en gruppe af kristne, eller ikke muslimer, som modsvar på en anden - har rødder i Islamisk lov. Omars Pagt, en grundlæggende tekst for islams behandling af d’himmis (det vil sige ikke-muslimer, der nægtede at konvertere efter deres land blev besat af Islam) er meget tydelig. Konsekvenserne ved at bryde nogen af de begrænsende og ydmygende betingelser som kristne skulle acceptere for at kunne opnå blot en vis form for sikkerhed af den muslimske stat - herunder f.eks. at overdrage sin siddeplads til muslimer, som tegn på “respekt” - var meget stærk: “Hvis vi på nogen måde krænker disse foranstaltninger som vi står som sikkerhed for, har vi brudt vor pagt (dhimma) og vi bliver skyldige for straffene for genstridighed og fravigelse (det vil sige, at de blev betragtet som “ubeskyttede” vantro, og således udsat for den samme behandling, herunder slaveri, voldtægt, og døden).”

Ydermere kan et enkeltindivids handlinger få betydning for en hel gruppe - således “gidsel” aspektet (enhver er under en trussel for at sikre at alle opfører sig ordentligt). Som Mark Durie påpeger, “Selv et enkelt d’himmi’ individs overtrædelse kunne resultere i jihad mod hele samfundet.

Muslimske jurister har fastslået dette princip entydigt, for eksempel skrev juristen fra Yemen al-Murtada at, “Aftalen kan brydes hvis alle eller nogle af dem bryder den...’ og al-Maghili fra Markko lærte ‘Kendsgerningen at et enkelt individ (eller en gruppe) blandt dem har brudt reglen er tilstrækkelig til at gøre den ugyldig for dem alle’” (The Third Choice, p.160)

Denne holdning, at een persons handlinger berører alle, benyttes regelmæssigt i Ægypten. Ifølge Biskop Kyrillos, “hver gang der er et rygte om et forhold mellem en Koptisk mand og en muslimsk kvinde (hvilket er forbudt iflg. islamisk lov) må hele det Koptiske samfund betale prisen: ‘Det skete i Kom Ahmar (Farshout) hvor 86 koptisk ejede ejendomme blev sat i brand, i Nag Hammadi blev vi dræbt, og oveni det satte de ild til 43 hjem og butikker og nu i Al-Nawahed landsbyen, blot fordi en pige og en dreng gik ved siden af hinanden på gaden, blev hele stede smadret.’”

Værre er det dog nu da verden bliver mindre da bliver den muslimske verdens oprindelige kristne knyttet sammen med deres frie medtroende i Vesten: Disse frie medtroendes opfattelser berører den behandling som de kristne i muslimske lande udsættes for. Race eller geografi eer nu uden betydning; det at dele samme religion gør at de alle ansvarlige. En d’himmi er en d’himmi og en d’himmi.

Iraks kristne har for eksempel længe, udover massakren ved kirken i Bagdad, været målet på grund af deres “religiøse bånd med Vesten. ....Kristne især var målgruppen for bombninger af kirker og mordforsøg der skyldes den forestilling at de skulle have bånd, og samarbejde med besættelsesstyrkerne.”

Intet under, at mere end halvdelen af Iraks kristne befolkning er flygtet ud af landet siden U.S. væltede Saddam’s regime.

Historiske fortilfælde på dette fænomen er der rigeligt af. Nu om stunder, hvor Kopterne nævnes som

årsagen til massakren på kristne i Irak, da blev, for næsten tusind år, Kopterne massakreret da deres medtoende fra Vesten - Korsfarerne - gjorde udfald i islamisk domæne. Igen er logfikken klar: Vi vil straffe disse kristne, fordi vi kan, som svar mod de andre kristne.

Det bør bemærkes, at denne holdning gælder alle ikke-muslimske grupper - jøder, hinduer, buddhister mv. - der bor hvor muslimer er i flertal. Da de kristne dog er den mest synlige vantro minoritet i den islamiske verden, da vedrører de fleste moderne eksempler dem. Kopterne er især målgruppen, fordi de udgør den største kristne blok i Mellemøsten. (Århundreder for de muslimske erobringer var Ægypten hjørnesten for Kristendomme og Alexandria uden tvivl med samme myndighed som Rom. Resultatet er, at efter århundreder med forfølgelse, er der dog stadig en levedygtig Kristen tilstedeværelse i Ægypten - noget der forgræmmer islamisterne.

Det at behandle ikke-muslimske minoriteter som gidsler kan endog have internationale konsekvenser. Ifølge den jødiske skribent Vera Saeedpour, har den tyrkiske regering presset Israels politik, herunder ved at true med “liv og ejendom hos de 18000 jøder” i Tyrkiet