Siden sin grundlæggelse i 1928 har det Muslimske Broderskab (Hizb al-Ikhwan al-Muslimun) haft afgørende indflydelse på det politiske liv i Mellemøsten.

Deres motto er: Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb.

Broderskabets magt i mellemøsten er blevet mindre, da specielt de yngre muslimer har brug for langt mere håndfaste metoder og derfor har støttet mere radikale ledere.

Svaret for broderskabet har derfor været, at søge indflydelse andre steder, primært i Europa, hvorfra de siden begyndelsen af 1960erne har etableret en støt voksende organisation, bygget moskéer og støttet islamske organisationer i Europa. Deres mål i Europa har ikke været blot at støtte de muslimske organisationer lokalt, men derimod : At udvide det område, hvor Islams love gælder, i Europa og USA.

Broderskabet har løbende oprettet skoler , hvor unge muslimske flygtninge i Europa og deres forældre er blevet oplært i Islams mål og midler, og herfra har de rekrutteret de nye ledere , der skal repræsentere muslimerne overfor de vestlige landes regeringer på alle niveauer. Alt dette har kun været muligt gennem kæmpe sponsorater fra velhavende familier. I dag er deres netværk spredt overalt i Europa, med celler i alle europæiske lande. De har fundet en moderat udtryksform, der trods deres radikale synspunkter har formået at berolige de vestlige politikere til at acceptere dem som en forhandlingspartner – endda på de 3 hovedsprog, engelsk, tysk og fransk.

Den pæne facade forsvinder dog, når de er sig selv og alt foregår på arabisk eller tyrkisk, her prædiker deres præster åbent om hadet til de vestlige samfund og måden de skal nedkæmpe vor kultur. I TV fordømmer de officielt bomberne i togene i Madrid, samtidig med at de organiserer og kanaliserer penge til Hamas kamp mod Israel. Denne dobbelt-moral eller tvetungethed er specielt tydelig i Tyskland, der er blevet hovedsædet for al muslimsk aktivitet i Europa, ikke kun fordi landet ligger centralt i Europa, men også fordi det var her broderskabet blev skabt og fik fodfæste først.

Netop Tyskland er interessant at betragte. Det var her det hele startede i midten af 1950erne. Tusinder af muslimske studenter forlod Mellemøsten til fordel for den velkendte tyske tekniske uddannelse, og samtidig i flugt fra det daværende egyptiske regime under Gamal Abdel Nasser. Han ønskede at rykke de islamistiske fundamentalister op ved roden, som han udtrykte det. Den tyske regering var på det tidspunkt i opposition til bl.a. Egypten, p.g.a. landets anerkendelse af det kommunistiske Østtyskland, så Vesttyskland åbnede sine grænser for mange tusinde mellemøstlige flygtninge og gav dem asyl. Det samme gjaldt flygtninge fra Syrien.

Mange af Det Muslimske Broderskabs medlemmer kendte i forvejen Tyskland fra Nazi-tiden fra før starten af verdenskrigen – mange havde endda kæmpet for SS i Bosnien, altså på tysk side.

Den første pioner for broderskabet hed Sa´id Ramadan. Han var personlig sekretær for skaberen af broderskabet, Hassan al-Banna. Ramadan havde som egypter ledet broderskabets styrker i Palæstina i 1948. Han flygtede til Geneva i 1958 og uddannede sig til advokat i Køln. Han blev præsident for samlingen af de tre største muslimske organisationer i Tyskland fra 1958-68, og skabte The Muslim World League, der af Saudi-Arabien blev brugt til at sprede deres radikale oversættelse af Koranen og dermed Islam over hele Verden. I USA blev denne organisation vurderet meget nøje, da den blev anklaget for at finansiere terrorangrab. I 2002 optrævlede US Treasury Department med en task-force gruppens kontor i North Virginia og afslørede links til Al-Qaeda, Hamas og Palestinian Islamic Jihad. Senere i 2004 afsløredes det, at Ramadan kanaliserede penge til at grundlægge det magtfulde Islamic Center of Geneva, der stadig bliver ledet af Sa´ids søn, Hani Ramadan. Også hans anden søn Tariq Ramadan arbejder i Centeret, samtidig med at han er gæstelærer på Notre Dame University .

Ramadan blev efter 10 år afløst som leder af pakistaneren Fazal Yazdani i kort tid, hvorefter syreren Ghaleb Himmat, med italiensk statsborgerskab, overtog ledelsen af IGD (1973-2002). Han rejste meget mellem Italien, Østrig, Tyskland, Schweiz og USA, og oprettede Bank al-Taqwa i Italien, og Bank of the Muslim Brotherhood, der primært finansierede terroristgrupper siden 1995, gennem sin mellemmand i broderskabet Youssef Nada, der er deres finanskapacitet. Al-Taqwa og dens web kompagi havde hovedkvarterer i Schweiz, Lichtenstein og på Bahamas. Både Himmat og Nada kanaliserede store summer til Hamas og The Algerian Islamic Salvation Front, samt skabte en hemmelig kredit til Osama bin Laden.

De to banker har fra Italien finansieret oprettelsen af adskillige centre i Europæiske lande, samt trykning af flere Islamistiske publikationer, bl.a. Risalatul Ikhwan, der er det officielle magasin for broderskabet. Efter at US-myndigheder havde afsløret Himmats aktiviteter blev han afløst som chef for IGD af Ibrahim el-Zayat, en 36 årig egypter – den karismatiske leder af flere studenter-organisationer.

Man kan diskutere, om IGD er opstået udfra broderskabet, der regnes med at have sine rødder i Egypten, men der er via de to ledere, Ramadan og Himmat stærke bånd mellem de to organisationer. Under deres lederskab blev det imponerende Islamic Center of Munich skabt i 1960 af penge direkte fra King Fahd of Saudi Arabia. Dette center har siden været centeret for broderskabet. Deres ledende magasin kaldes Al-Islam, og driften finansieres fra Bank al-Taqwa.

Ifølge indenrigsministeren for Baden-Württemberg viser Al-Islams artikler tydeligt, at broderskabet totalt afviser at blive ledet af en verdslig ( vestlig ) leder – der er således ingen plads for nogen integration i et vestligt land.

På længere sigt kan muslimerne ikke affinde sig med at skulle ledes af tysk lovgivning, så det fremgår klart, at muslimernes mål er, at adskille tysk lov fra islamisk.

Det islamiske center i München under IGD ( og broderskabet ) er i dag det vigtigste center for det egyptiske broderskab, der har vokset sig stærkt gennem de sidste 10 år, og styrer snesevis af islamiske centre og organisationer alene i Tyskland. Deres styrke ligger bl.a. i, at de sponsorerer flere studenterorganisationer i Tyskland, hvorfra de kan rekruttere og uddanne nye ledere.

Det var Zayat der indså. At man skulle satse på de helt unge, tyske muslimer. De tyske myndigheder fandt dog hurtigt ud af, at han havde kontakt til broderskabet og til The World Assembly of Muslim Youth (WAMY), financireret direkte med saudiske penge med det formål, at sprede Wahhabism, den mest radikalt intolerante udgave af Islam og Koranen. Den skulle spredes som undervisningsmateriale i skoler Verden over, for at give den muslimske ungdom fuld tillid til, at de var de udvalgte og at de var den herskende klasse – Islam var verdens stærkeste system over alle andre systemer. De udgav i 1991 en publikation, Tawjihat Islamiya ( Islamic Views ), der konstaterede, at alle børn skulle lære, hvorledes de kunne tage hævn over jøderne og over alle andre, der var i opposition til Allah. Mange af WAMYs publikationer er fyldt med stærkt anti-semistiske og anti-kristne sætninger.

De tyske myndigheder fandt også ud af, at Zayat havde direkte forbindelser til Institut Européen des Sciences Humaines, en fransk skole, der uddanner imamer, og spreder religiøst had til det vestlige samfund og den kristne kirke. De beviste, at han kanaliserede store pengesummer til terroristgrupper – uden at man kunne anklage ham for direkte medvirken til terror. At US-myndighederne fik fjernet Himmat nogle år tidligere ændrede ikke IGDs aktiviteter under Zayat.

Mens den egyptiske gren af broderskabet valgte München som hovedby, valgte den syriske gren Aachen, nær den hollandske grænse. Her har man opbygget en stor muslimsk befolkningsgruppe, bl.a omfattende den indflydelsesrige syriske Al-Attar familie. Den første fra den familie der flyttede til Aachen var Issam, der måtte flygte fra sit land allerede i midten af 1950erne. Mange andre medlemmer af den syriske gren af broderskabet fulgte efter. I den moskée som Attar lod bygge i Aachen oprettede de hovedkvarter som base for deres operationer. De støttede såvel Hamas som de algierske terrorister, og blev hurtigt kendt af efterretningstjenesterne.

Der var nære forbindelser mellem den egyptiske og syriske gren af broderskabet. Således blev Issam al-Attars søn gift med en datter af Al-Taqwa bankeren Youssef Nada. Der var løbende kontakter mellem de to byers centre og flere af broderskabets medlemmer skiftede plads med jævne mellemrum. F.eks. radaktøren af Islamic Center of Munichs: Al-Islam magasin, Ahmed von Denffer, der pludselig optrådte i Aachen. Det eneste mærkelige forhold er, at den syriske gren af broderskabet aldrig er blevet indmeldt i IGD.

Det der tiltrækker de tyske myndigheders største mistanke er Zayats finansielle aktiviteter med det tyrkiske Milli Görüs ( National Vision ). Den organisation har mindst 30.000 medlemmer og måske yderligere 10.000 sympatisører. De kalder sig de tyrkiske emigranters støtteparti i Tyskland, og udtaler sig ofte som deres repræsentant. Deres mål er at bevare den Islamistiske identitet i det europæiske samfund. De taler med to tunger, idet de officielt er villige til at forhandle om nærmere integration af muslimer i det vestlige samfund, samtidig med at Milli Görüs i lukkede kredse udtrykker dyb foragt for de vestlige demokratier og vore kulturelle værdier. Den tyske efterretningstjeneste har talrige gange advaret regeringen mod Milli Görüss aktiviteter, og de beskriver gruppen som en ekstremistisk gruppe, hvis mål klart er at indføre det islamistiske system i Tyskland.

Grunden til, at de tyske myndigheder anser Milli Görüs som ekstrem radikal er bl.a. at dens ubestridte leder gennem mange år er Tyrkiets tidligere premiereminister Nehmettin Erbakan, fra Rafah-partiet, der blev afsat af den tyrkiske Højesteret i januar 1998 for aktiviteter mod landets sikkerhed. Officielt er det nu nevøen Mehmet Sabi Erbakan der er lederen, men det ændrer intet, for Nehmettin Erbakan optræder stadig i en nøglerolle under konferencer i Aachen, hvor han bl.a. erklærede, at efter “murens fald” fik vesten en ny fjende – Islam.

Selvom Milli Görüs stadig officielt siger, at de arbejder for integration, er de helt på linie med IGD og broderskabets ideer – der er også her tale om familiemæssige relationer. Således giftede Zayat sig med Sabiha Erbakan, en søster til Mehmet Sabi Erbakan. Deres mor er også aktiv som leder af en vigtig gruppe af islamistiske kvinder i Tyskland, ligesom Zayats far, Ibrahim el-Zayat er imam i Marburg-moskéen.

IGD og Milli Görüs er begge aktive i deres kamp for politisk indflydelse for at blive de ubestridte ledere af alle muslimer i Tyskland. Fra deres velhavende centre organiserer de talrige konferencer og spreder litteratur til hele området – stadig indenfor tysk lov, så ingen kan stoppe deres aktiviteter.

Det kan virke som et problem, at de tyske myndigheder ser på IGD og Milli Görüs som to adskilte og forskellige grupperinger, og et andet problem er, at mange tyske organisationer løbende inviterer de to muslimske centre til at præsentere deres synspunkter ved konferencer, såvel religiøse , som politiske. Således har generalsekretæren for IGD, Ahmed al-Khalifah repræsenteret Islam overfor en parlamentskommitté, hvor man diskuterede religiøs tolerance. Broderskabet er således på alle måder accepteret og endog respekteret af det officielle Tyskland. Det anser broderskabet for at være en stor succes ! – de er ved at få den nødvendige magt og den indflydelse de ønsker i Europa.

I 1989 dannedes Det Islamistiske Råd i Tyskland af Abdullah at-Turki, der var den kendte rektor for Bin Saud Universitetet i Riyadh, Saudi Arabia.

Han kom dermed på niveau med de to andre Islamistiske organisationer, styret af Ibrahim el-Zayat, Hasan Özdögan fra Milli Görüs og Ahmad Khalifa fra Islamic Center of Munich. De tyske myndigheder betegnede det blot som endnu en “sunni organisation “og overså dermed det farlige saudiske familieskab.

Alt gik den rette vej for muslimerne i Tyskland, de havde nu tilpas megen magt og indflydelse og besluttede at skabe en paraplyorganisation Zentralrat der Muslime bestående af 19 organisationer – alle tilhørende det Muslimske Broderskab. Det nye råd fik den tyskuddannede læge Nadeem Elyas som præsident. Den tyske presse koblede ham sammen med Christian Ganczarski, der var Al-Qaeda operatør, midlertidigt fængslet, men anset for at have planlagt attentatet på synagogen i Tunesien. Ganczarski var oprindelig polsk flygtning, konverteret til Islam. Han fortalte myndighederne, at Al-Qaeda havde rekrutteret ham i The Islamic University of Medina, hvor Elyas havde sendt ham på træningsophold – alt betalt med saudiske penge. Han var der ikke alene, men sammen med flere hundrede tyske muslimer, som Elyas også havde rekrutteret og sendt til denne ultra-radikale skole i Saudi Arabia.

The Zentralrat beskriver sig selv som en paraplyorganisation for alle muslimske grupper i Tyskland, og skal således repræsentere ca.3 millioner aktive, tyske muslimer.

De større undergrupper, IGD og Milli Görüs fortsætter med at operere selvstændigt – men alt er planlagt og koordineret af Zentralrat. Mange tyske politikere, der stadig har ringe kendskab til Islam, som det fortolkes af Zentralrat og undergrupperne – er ikke klar over, at broderskabets fortolkning ligge langt fra de traditionelle måde at læse Koranen. De har heller ikke forstået, at deres mål er at indføre generel undervisning i alle tyske skoler af deres fortolkning af Koranen og Islam. Mange almindelige muslimer giver jo stadig udtryk for, at de anser sig for at være tyskere, blot med en anden religiøs skoling – men det er her, at Zentralrat griber ind for at sikre, at der ikke findes divergerende opfattelser af Islam, blandt tyske muslimer – de dominerer scenen! - sammen med IGD og Milli Görüs og finansieret fra Saudi.

Den tyske befolkning er for nylig blev chokeret over at høre, at der i moskéerne forkyndes Jihad, d.v.s hellig krig, mod alle , der ikke underlægger sig Islams love. Journalister fra det tyske TV ARD har med skjulte kameraer optaget lektioner for helt unge muslimer i skoler, hvor Jihad er blevet forklaret for børnene, så de kan forberede sig på deres kommende rolle i samfundet.

Debatten om de rige pengemidler fra Saudi Arabia afvises fra saudisk side, da der ikke er tale om penge fra officielt hold – det er private rigmænds donationer lyder det.

Med god støtte fra de vestlige demokratiers naive indstilling til den muslimske magtopbygning, har broderskabet formået at opbygge et magtapparat og få væsentlig indflydelse også udenfor Tyskland de seneste år. I Frankrig har den ultra ekstremistiske Union des Organisations Islamique de France blevet en dominerende faktor i the Islamic Council, ligesom den italienske organisation Unione delle Comunita´ed Organizzazioni Islamiche in Italia – regeringens primære samtalepartner i spørgsmål om Islam.

Overalt i Europa er der dannet aktive grupper, der ledes centralt af en organisation, The Federation of Islamic Organizations in Europe, hvortil alle lande sender repræsentanter. Det startede i 1996 med repræsentanter fra Sverige, Frankrig og England, men blot tre måneder efter var der 35 delegerede fra 11 lande i Europa til møde i Leicester. Her skabte man Forum of European Muslim Youth and Student Organizations ( FEMYSO) , nu med hovedkvarter i Brussel. Netværket dækker nu 42 forskellige organisationer fra 26 europæiske lande, sagde FEMYSO stolt i 2003.

De er nu “the defacto voice of muslim youth in Europe”, med nyttige links til Europaparlamentet, UN og The European Youth Forum.

Ibrahim el-Zayat har med held anvendt FEMYSO i sine kontakter til det officielle Europa, indtil han blev tvunget til at trække sig fra posten som præsident. FEMYSO hævder, at deres mål blot er at gøre Europa til et ægte multikulturelt område, men ingen er efterhånden i tvivl om, at der er flere skjulte dagsordner.

At tænke sig, at broderskabets stifter, Hassan al-Banna blot drømte om at sprede den rette islamistiske lære fra Egypten til hele den muslimske verden – han ville aldrig havde drømt om, at det kunne ske også i den Europæiske del af Verden.