Hvis den samme præcise kritik der bliver rettet mod islam i dag også var sket for århundreder siden, er det helt så naturligt automatisk at afvise dem alle som “islamofobi” - det vil sige, som “ubegrundet frygt for og fjendskab mod islam,” som CAIR, Council on American Islamic Relations gerne vil omtale det som?
Det er det spørgsmål jeg ofte stiller mig selv når jeg læser skriverier om islam fra gamle dage. Tag nu den elementære skolebogs helt Marco Polo, og hans berømte memoirer. Ifølge dangens standarder da ville den venetianske handlende fra det 13. århundrede blive forhånet som værende en ekstrem “islamofob.” For mit vedkommende da indeholder hans skriverier imidlertid en meget vigtigere lære - en der er fortsættende - og som fortjener en nærmere undersøgelse.
Før man undersøger Polo’s observationer da bør det bemærkes at hans antropologiske beretninger i det store og hele er objektive. Det er ikke som de forenklede forklaringer der fremstiller ham som en typisk “orientalist” med en tendens til være imod de “Andre” - især ikke-hvide og ikke-kristne. Faktisk portrætterer Polo lejlighedsvis de få kristne han møder negativt (såsom de fra øen Socotra) og han hylder ofte ikke-kristne, herunder muslimer.
For eksempel priser han Indiens Brahminer for at være “fyldt med ære,” at besidde et “had mod at snyde eller at tilegne sig andres ejendom. De er ligeledes værd at lægge mærke til for deres dyd med at være tilfreds med kun at have en hustru (side 298)” Han henviser til en muslimsk leder som regerede “med retfærdighed” (s. 317) og en anden der “viste sig at være en god herre, og som gjorde sig elsket af alle (s.332).”
Når det er sagt så havde Polo absolut intet problem med at være åbenhjertig om Islam (politisk korrekthed eksisterede ikke i Middelalderen). Hvor han priste Brahmninerne for “deres had mod at snyde og at tilegne sig andres ejendom,” skriver han om muslimerne i Tauris (nutidens Irak):
Ifølge deres lære, så er det der er stjålet eller plyndret fra andre der har en anden tro, retmæssigt taget i besiddelse, og tyveriet er ikke en forbrydelse; mens de som dør eller såres ved kristne, betragtes som martyrer. Hvis, derfor det ikke var underlagt og forbudt ved de kræfter der nu leder dem, da ville de begå mange uhyrligheder. Disse principper er ganske almindeligt forekommende hos alle saracenere. (s. 63).
Her følger en mere markant anekdote:Ifølge Polo, gjorde en vis “Achmath” (muligvis “Ahmed”) en af de få muslimer der havde stor indflydelse på Kubali Khan det til en vane at krænke næsten udelukkende kun ikke-muslimske underlagte folk uden af Khan vidste det: Han dømte enhver til døden som han fandt for godt, frarøvede dem deres ejendele, og mest berygtet, så voldtog han og hans sønner regelmæssigt og tvang dem som konkubiner, utallige kvinder. På grund af Achmaths mange overgreb blev han endelig myrdet. Da Khan langt senere erfarede omfanget af Achmaths forbrydelser.
Da blev han opmærksom på læresætningerne hos sekten Saracenerne (dvs. Islam) der undskylder enhver forbrydelser, ja endog ethvert mord når blot det begåes mod en der ikke tilhører deres religion. Idet han erfarede at denne læresætning havde ført til at den adskyelige Achmath og hans sønner handlede som de gjorde uden nogen form for skyldfølelse, udtrykte Kahn den allerstørste foragt og mishag mod det. Derfor indkaldte han saracenerne og forbød dem at gøre mange ting som deres religion gik ind for. (s. 173).
(Det er vigtigt at bemærke, at i begge citater fra Polo, som er nævnt her foroven, da kritiserer han den muslimske doktrin - ikke muslimerne som folk. Med andre ord, gav han rum for det som vi i dag ville kalde “moderate” muslimer, som kan ses af hans tidligere omtalte hyldest til enkelte muslimske ledere.)
Polo bekræfter også at muslimske ledere - ikke kun i dag, men fra gammel tid - har stolet på Muhammads beretning om et vellystigt paradis for at lokke unge til at blive “martyrer.” Med grundlag i hans beretning om Shia snigmorderne, der i overensstemmelse med “den beskrivelse Muahmmad gav om sit paradis” tilegnede deres liv til at myrde og terrorisere deres modstandere, bare for at komme ind i “paradiset” hvor enhver form for sensuelle gaver var at finde, i et samfund med smukke “nymfer.” (s. 78) (Det er også interessant at bemærke at snigmordernes leder udelukkende benyttede mænd, hovedsageligt i alderen 12-20 år - ikke meget ulig Osama bin Ladens holdning om at muslimske mænd i alderen 15-25 år er mest velegnede til jihad og martyrium: The Al Qaeda Reader, s.267.)
Andre “islamofobiske” betragtninger er spredt udover hele Polo’s beretning: Kaliffen af Bagdads “tanker var dagligt beskæftiget med at finde metoder til at få de som boede i hans besiddelser til at konvertere til islam, eller hvis de nægtede, at finde på falske anklager for at få dem dødsdømt.” (s. 59): og om muslimerne der “virkelig afskyer de kristne” (s. 316), måske ifølge Koranen 60:4 - der stadig benyttes af nutidens islamister som årsag til deres permanente had overfor ikke-muslimer.
Her følger så en opsummering af problemet: Hvis det i dag er “islamofobisk” at det er ufornuftigt at påstå at Islam går ind for krig og underkastelse af vantro, giver lov til at de sidstnævnte krænkes, plyndres og holdes som slaver i denne proces - hvad skal man så gøre ved den kendsgerning at for små 700 år siden blev de samme påstande fremført af vor Venetianske rejsende? Hvad gør man egentlig med den kendsgerning at århundreder før og efter Polo, har et stort udsnit af skribenter - herunder John fra Damaskus (død 749), Theophanes, historikeren (død 818) Frans af Assisi (død 1226) korsfareren Joinville (det 13. århundrede), og den byzantinske kejser Manuel (d’d 1425) - alle haft de samme “islamofobiske” observationer om Islam? (Sidstnævntes skriverier, blev blot citeret af Paven, hvilket forårsagede stor fortørnelse i den muslimske verden.)
Dette er selvfølgelig ikke for at sige noget om de utallige muslimske ulema der regelmæssigt bekræfter at Islam underviser i krig, underkastelse, slaveri og plyndring vis-avis den vantro, og som kan føres hele vejen tilbage til Koranens og Muhammads ord.
Kort sagt så er ordet “Islamofobi” en afledningsmanøvre - som der også gives lov til med taqqiya doktrinen i Islam - som har til hensigt at lamme enhver diskussion vedrørende muslimske læresætninger; og som det er lykkedes med:FN har allerede holdt en konference med titlen “At Konfrontere Islamofobi” og et Europarådstopmøde fordømte “islamofobi.” Ydermere har den indflydelsesrige Organization of the Islamic Conference (OIC) regelmæssigt udvidet spektret for islamofobi, ved at kalde det den “værste form for terrorisme,” og udgivet to rapporter om fænomenet.
Dog, som en klassisk drejning af ordet ironi, er åbningsvurderingen i OIC’s første rapport- “Islamofobi har eksisteret lige siden Islams begyndelse” - med til at modbevise hele argumentationen, for man beder om at få følgende spørgsmål: Hvordan kan noget, i dette tilfælde, “ubegrundet frygt for og fjendskab overfor Islam” - for at benytte CAIR’s definition af islamofobi - være et vedvarende aspekt af islams fjortenhundrede årige historie og så stadig bekragtes som “ubegrundet”?
Jovist, 1400 år er usædvanlig lang tid for “ubegrundede” stereotypier at holde ved.
